tirsdag den 26. marts 2013

Akut kage

Ind imellem kan man helt akut få et ustyrligt behov for at spise kage. Jeg faldt over en opskrift på facebook og har finjusteret den lidt til mit smagsbehov.

Det tager under 10 minutter at lave den, og den indeholder udelukkende ingredienser en velassorteret husholdning burde kunne diske op med. Her er opskriften

Et krus der kan tåle mikroovn
4 spsk mel
5 spsk sukker
2 spsk kakao
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk vanille
mix det godt sammen med et æg og tilsæt derefter
3 - 4 spsk olie (Vær ikke fedtet med det, for så bliver kagen tør)
3 spsk mælk

Brug en håndmixer til at få det hele rørt godt sammen, og hæld det derefter op i et forholdsvis stort krus. Du skal fylde kruset ca halvt op, hellere lidt for meget end lidt for lidt. Sæt kruset i microovnen på fuld drøn i 3 minutter, og voila.... Så er der kage.


torsdag den 3. januar 2013

Ind imellem skal der trylles

Den anden dag havde jeg besøg af min søde nabo. Hun er mor til 2 skønne drenge på 4 og snart 10. Mikkel der snart har fødselsdag synes det er noget helt særligt at fylde rundt og ønskede derfor at han kunne invitere sin familie og en ven i Bowl n Fun her i Svendborg. Vores naboer er begge studerende, og min søde nabo var derfor noget frustreret over ikke at kunne opfylde drenges ønske. Da hun var gået  besluttede jeg mig derfor for at tage sagen i egen hånd, og skrive en mail til Bowl N Fun. Jeg fik kontakt med Stine som er daglig leder, satte hende ind i sagen, og heldigvis var hun mere end villig til at hjælpe. Det er altid godt med hverdagsfe-kollegaer.

Udfaldet er blevet at hun sender Mikkel 5 billetter til deres legeland, samt et gavekort til popkorn til ham og hans gæster.

Jeg har fortalt Mikkels mor at billetterne kommer. Den taknemmelighed hun udviste var ubetalelig. Hun blev så rørt og glad at hun fik tårer i øjnene, og det er den slags der giver hverdagsfe vinger.

Nu vil jeg glæde mig til at høre Mikkel fortælle om turen. Jeg har selv været i legelandet med Villeren, og synes det er både sjovt og hyggeligt.


mandag den 12. november 2012

Dans med Dej



Her til aften var jeg så heldig at blive inviteret til at se sARTs danseforestilling: Spis min Gris på Baggårdsteateret i Svendborg. En tidligere medstuderende var regisør på forestillingen og søgte noget fiskenet til forestillingen, og eftersom jeg vidste at min venindes mand havde sådan noget liggende, forbandt jeg kontakterne og min veninde og jeg fik så billetter til forestillingen. Hurra for et stort netværk og gratis glæder!!!!

Udover 70 kilo dej, var der 3 dansere på gulvet og en lydkunstner, som bl.a spillede på æggeskaller og persille. Det var en rigtig fin forestilling, og der var mange gode og inspirerende ideer. Jeg ville godt have set lidt mere dans, og lidt mindre fysisk ekspressivt teater, men alt i alt var det en smadder god oplevelse, og det var dejligt at komme ud og tøsehygge.




Provinsprinsessen og Hverdagsfeen

Provinsprinsessen og Hverdagsfeen er mine to sider. Provinsprinsessen er hende der elsker at klæde sig ud som fin dame, drikke champagne og være til backstagefester, gerne iført gummistøvler, for at det ikke skal blive for fint det hele. 
Hverdagsfeen er når jeg tryller, når jeg er dygtig til at være Villis mor, når jeg er en sød kone, når jeg er en god veninde og når jeg får skabt de der små øjeblikke i hverdagen, der går at det hele ikke bliver leverpostej. Det er så vigtigt for mig at huske på at dyrke begge sider, Så  for et par år siden fik jeg tatoveret "damerne" på mine underarme for at huske mig selv på alt det gode.

 Provinsprinsessen er tegner af min skønne veninde My, hun er rødhåret og skøn og inspireret af dengang jeg var yngre.
Hverdagsfeen er tegnet i fri hånd af min tatovør, Lulle. Hun er fuld af fejl, og har hvidt hår. Jeg har nemlig engang hørt, at hver gang en fe tryller, får hun et selvfarvet hår. Jeg kan godt se på mig selv, at der er blevet tryllet en del siden jeg blev mor, så min ikke jeg ender med at være helt hvidhåret engang...

første forsøg

Puha, den første post. Hvad skal der mon stå her... Jeg har endelig fået oprettet bloggen, det har været undervejs længe, men nu skal det være. Nu skal jeg igang med at skrive igen. Skrive om drømme fra provinsen, skrive om de små magiske øjeblikke, som man er så dælans forpligtiget til at skabe for sig selv og andre som hverdagsfe, skrive om min hverdag, skrive om dengang jeg havde backstagepas til hele verden og dele tanker med jer... Here we go. Lige om et øjeblik trykker jeg udgiv, og så er der ingen vej tilbage... ;)